Sara og Kenneths rejseblog

Pinball! Jeg skulle have spillet pinball lige nu, men jeg har allerede spillet 11 én dollars op og nu har jeg ikke flere. Vi er havnet på en campingplads i New Zealands fantastiske (lige som alt andet) fjordland på sydøen. Campingpladsen må være det sted hvor gamle Morris 1000’ere tager hen for at være gamle et sted med en smuk udsigt. Ud over hele campingpladsen står der forskellige udgaver af den fine bil – jeg går og kommer til at savne min gamle røde. For at krydre indtrykket fra bilerne lidt er her 6 gamle pinball maskiner. Skønt!

Nå, men jeg skal jo fortælle historien om hvordan vi kom herned. Sara tog jer vist med indtil Napier. Derfra kom vi desværre ikke op til Tongariro og gå den anden tur i de bjerge pga. snevejr. Vi aftalte i stedet at vi ville gøre et nummer ud af at opleve gletcherne på sydøen. Så fra Napier kørte vi til Wellington, New Zealands hovedstad. Byen var faktisk ganske hyggelig, men vi boede på den nærmeste campingplads, og den lå alligevel 40 minutter uden for byen. Vi indtog byen en søndag hvor butikkerne var åbne og købte lidt dejligt ost og brød på markedet. Dagen efter ville vi til sydøen. Vi ville væk fra alle menneskerne og alle byerne og derned hvor naturen fyldte mest. Der bor kun 4,7 millioner mennesker i New Zealand og 80% af dem bor på nordøen, så der er plads nok på sydøen. Efter at have hostet op med 800 kroner for at sejle på en pensioneret svensk bilfærge i 2 timer (!) drejede vi til højre og kørte direkte til Abel Tasman Nationalpark. Her parkerede vi bilen og pakkede rygsækken. Vi ville gå en af New Zealands 8 ”Great Walks” som følger parkens kystlinie nord-syd. Turen tog tre dage og vi overnattede i nogle hytter som DOC (en offentlig institution der passer national parkerne i landet og gør et utroligt arbejde med alt hvad der har med at færdes i naturen at gøre) stillede til rådighed. Den første dag sejlede vi ud til det nordligste punkt af ruten og så på vejen både sæler og pingviner. Senere skulle vi se meget mere til sælerne som kom helt ind til vandkanten for at se hvad man var for en underlig en der oppe på stranden. De er ret hyggelige og Sara er blevet helt vild med dem. På ruten var der to ”estuarys” vi skulle krydse. Det er en slags vadehavs-agtig del af parken hvor man kun kan krydse ved lavvande, så vi havde et par tidspunkter vi skulle nå, men det blev ikke noget problem og alt i alt var det en rigtig god oplevelse af gå i tre dage med grejet på ryggen og naturen i håret. God start på sydøen. Da vi kom ud kørte vi til Blenheim, den største by i New Zealands nummer 1 vindistrikt: Marlborough. Vi havde siden Autralien udskudt at tage på en decideret vinsmagningstur, men nu ville vi have kildet smagsløgene lidt. Klokken 9 hoppede vi på minibussen og klokken 10 var vi småberusede, men heldigvis varede turen til klokken 17. Vi købte to flasker gode vin, men kunne ikke rigtig smage forskel på de sidste 3-4 vingårde. Eller jeg kunne i hvert fald ikke, jeg nikkede bare og snakkede folk efter munden. Efter vinen, som jo ikke var særlig naturagtig, tog vi til Karikoura på sydøens østkyst. De er særlig kendte for at have masser af sæler og hvaler helt tæt under land fordi havet er utroligt dybt. Vi så masser af sæler og gik rundt og nød den barske natur som havet og kræfterne fra sammenstødet mellem den Autralasiatiske kontinentalplade og Stillehavs pladen har formet. Det gjorde vi alt sammen mens en af menneskehedens mest usle personage nedgjorde sig selv nok stil at stjæle vores mad. Jeg ved ikke hvad han skulle med en halv ost, en hel juice og en spegepølse, men for os var det rigtig træls at stå op uden morgenmad – og uden frysetaske. Jeg håber næsten at vi har en eller anden led bændelorm fra Vanuatu og at han har fået den fordi jeg har slikket på osten mens Sara kiggede væk.

Der blev jeg vist revet med af stemningen… Nå, men vi krydsede derefter de sydlige alper (som de vist kalder den bjergkæde der deler sydøen i øst og vest) på en helt fantastisk smuk køretur. På vestkysten brugte vi en nat uden begiveheder i Westport og tog derefter op til Karamea. Der skete som sådan heller ikke noget, men vi fik slået vores telt op hos en hel masse hippier der havde sedler hvor der stod at hvis dyr kunne snakke ville de sige at jeg ikke skulle spise dem. Vi skulle desværre have grønsagssuppe til aftensmad. Vi tog ud til nogle grotter for at se en masse steder fra ringenes herrer filmene, men vi kunne nu ikke rigtigt kende det da vi kom derud. Senere fik vi læst en lille notits om at de selv havde kaldte stederne noget fra bøgerne fordi de syntes at det lignede så meget! Fedt. Men det var nu egentligt et meget hyggeligt og flot sted. Derfra kunne vi også begynde køreturen syd på langs med vestkysten. Det skulle angiveligt være en af verdens top 10 ”road trip” ruter (endda også ifølge politiken.dk). Nu har jeg ikke kørt nogle af de andre ruter på listen, men hold fast en fantastisk køretur. Det er ikke helt ueffent at høre Harry Potter (det er Sara der hører det!) på lydbog og køre rundt et sted imellem der hvor havet slutter og bjergene begynder.

Turen førte os hele vejen ned til Franz Josef Gletcheren hvor vi brugte et par dage på at nyde et af de få steder i verden hvor en gletcher går helt ned i tempererede områder og faktisk møder den kæmpe isklump regnskoven i en næsten surrealistisk udsigt. Det samme sker små tyve kilometer sydligere mellem regnskoven der og Fox Gletcheren. Vi kørte der til fordi der er lidt færre mennesker der. Vi havde jo tilbage i Napier lovet os selv at vi ville gøre noget særligt ud af stedet, men vejret forsøgte igen at stikke en kæp i hjulet på os ved at lade det stå ned i stænger to dage i træk. Men vi havde væbnet os med tålmodighed og på tredjedagen gik vi en fantastisk morgentur omkring Lake Matheson (igen en top 10: verdens bedste søer) som giver et helt utroligt klart spejlbillede af New Zealands to højeste bjerge opkaldt efter de to der opdage landet: Mt Cook og Mt Tasman, begge omkring 3400 meter høje. Dagen efter tog vi i strålende solskin op og isklatrede på gletcheren. Normalt tager turisterne op og går en tur på den, men vi ville jo gerne lidt mere og der findes små guidede hold som vi bookede os ind på. Vi var så ualmindeligt heldige at det kun var os to der havde booket til den søndag og vi kom af sted med en hyggelig gut der fortalte en masse om gletcheren og fandt gode linier vi kunne klatre satte dem op og lod ellers Sara og jeg om at skiftes til at sikre hinanden og klatre. Det var med isøkser og pigsko og helt vildt hårdt – men det hele værd. Jeg tror godt jeg kan sige at det var en af højdepunkterne på vores rejse og da vi kom hjem drak vi en af vores gode flasker vin og var helt høje af følelses af at have klatret rundt på det store stykke is.

Vi ville nødigt forlade Fox, men vi kunne se på datoen af det nu kun var et spørgsmål om uger før vi skulle hjem til alle dødbiderne i Danmark, så vi måtte hellere bevæge os i retning af det næste der skulle ske. Lidt mutte og matte startede vi den grønne Mazda og drejede ned mod Wanaka, endnu en flot by med bjerge og søer. Dernæst blev det Queenstown – en af de vildeste adventuresport byer i verden og stedet hvor det kommercielle bungyjump blev opfundet. Før vi ankom tænkte jeg i mit stille sind at vi bare skulle ind og overnatte og så køre videre og sige vi havde været der uden at jeg tog livet af en klamydiabefængt backpacker. Men byen viste sig faktisk at være en rigtig hyggelig by. Ja, der var en del backpackere, men i vores bil på campingpladsen var vi et godt stykke fra de værste hostels. Byen er indrettet efter alle mulige ekstremsport og man kan alt fra ekstrem downhill mountainbike, over ekstrem helikopter flyvning til ekstrem faldskærmsudspring. Men den skjuler der ganske godt og har også en stor ”udendørsprofil”. Vi tog ind på det lokale DOC kontor (de er vores bedste venner og vi besøger dem i alle byer) for at se på de lokale gåture. Vi var i store problemer med at beslutte om vi skulle gå endnu en flerdages Great Walk fordi at vejrudsigterne lovede flere dages regnvejr. Vi endte med at bestige det lokale bjerg og udskyde beslutningen til senere. Det lokale bjerg er 1800 meter højt og hedder Ben Lomond og turen var ret hård. Faktisk har jeg stadig afsindigt ømme lægmuskler efter turen. Men jeg følte mig utroligt godt tilpas deroppe på toppen af bjerget. Det var en skøn følelse at kigge ned på lille Queentown. Det kan godt være at 1800 meter ikke er Mt Everest, men det er altså heller ikke Himmelbjerget. Og da jeg sad deroppe følte jeg i et kort øjeblik at jeg var nærmeste nabo til skyerne og at de sneklædte tinder på den anden side af dalen var mine ligemænd og ikke baggrunden på et postkort. Jeg ved ikke hvordan Sara havde det i ord, men hun så rigtig stolt ud (og også lidt træt (også lidt sød)). Da vi kørte ud af byen stoppede vi og kiggede tilbage på den med bjerget knejsende bagved – jeg kunne stadig ikke forstå jeg havde været deroppe. Da vi kom ned fra bjerget spiste vi en kæmpe burger fra det i New Zealand verdensberømte Ferg Burger. Fra Queenstown kørte vi til Milford hvor vi sov i noget mere regnvej og i morges tog en halvanden times sejltur ud i fjorden. Bjergene var høje og gik lodrette ned i vandet og det var meget smukt, men lignede også meget det som Grønland kan gøre noget bedre. Men det var en hyggeligt formiddag. I eftermiddags ankom vi så her i Manipouri (eller noget) udelukkende for at se Morris Minors og spille pinball og der har været en rigtig hyggelig aften. Nu ligger Sara og putter i vores soveposer som kan lynes sammen og jeg må hellere komme over til hende inden hun falder helt i søvn så jeg kan få mit godnatkys. Håber alt er vel i Danmark og så ses vi om et par uger. Vi skal bare lige et smut til Dunedin, op til den anden side af Mt Cook end vi har været og så tilbage mod Christchurch hvor vi aflevere bilen inden vi tager et par dage tilbage til Auckland og så flyver hjem til jer. Vi glæder os lidt, men har heller ikke svært ved at nyde den sidste tid hernede. Her er næsten ikke engang pyntet op til jul og her bliver varmere og varmere. Det regner slet ikke hele tiden, det er bare fordi vi kun skriver om vejret når det er dårligt. Vi har heller ingen problemer med at holde varmen i bilen og i teltet. Nå, men jeg skulle jo holde med at skrive. Håber alt er vel i Danmark, vi ses snart.

Kenneth

Hej alle,

Så er der kommet lidt flere billeder op på picasa albummet. Vi har lagt billeder op til Lake Tama gå turen og måske kommer der lidt flere i løbet af vores aften (jeres morgen). Lige nu sidder vi i nordvest enden af sydøen og har fundet et sted med internet som man kan uploade sine billeder fra – det har vist sig sværere at finde end man skulle tro. Men i får ikke et rigtigt blogindlæg endnu, det skal man jo have lov at vente på

Håber alt står vel til derhjemme. Hernede er foråret rigtig godt i gang og vi havde forleden tre fantastisk smukke og varme dage hvor vi gik igennem Abel Tasman Nationalparken. Skønt.

Hilsen Sara og Kenneth

Efter vores hektiske hostel leben i Australien, var det en fryd at lande i Auckland og vide, at vi nu skulle i gang med (endnu) en ny transportform, hvor vi alene bestemte farten og retningen.

Vi startede med tre dage i Auckland, hvor vi straks gik i gang med at forberede os på campinglivet. Efter at have vekslet vores Amerikanske dollars til NZ dollars gik vi glade og forventningsfulde ud i byen. Og skyndte os hurtigt indenfor igen. Auckland var 10 grader varm og med en altgennemtrængende blæst vi ikke helt var forberedt på i vores klipklappere, indså vi, at vi nok måtte geare lidt mere op, end vi egentligt havde tænkt os (og jeg, som hjemmefra havde forestillet mig, at jeg skulle gå i bikini i 5 mdr.). Min mor bliver stolt når hun hører, at vi derfor brugte alle tre dage i samtlige af Aucklands udstyrsbutikker.  Onsdag d. 13. Oktober kørte vi således ud af Auckland med nyt telt, soveposer, liggeunderlag, vandresko, uldundertøj, vanter, sokker og des lige. Kenneth tog den brave tjans at få os ud af Aucklands sindssyge bytrafik i den forkerte side af vejen, og det var en lettelse, da vi kom ud på de mindre befærdede veje. Vi fulgte kysten nordpå, og efter en nat i Bay os Islands kom vi op til Cape Reinga, New Zealands nordligste punkt, hvor Stillehavet og The Tasman Sea møder hinanden – altså en slags Skagen hernede. Den New Zealandske natur er virkelig, virkelig smuk og imponerende, og det var fedt at få set noget af landet, som vi kørte igennem det. På vej sydover igen kom vi igennem en regnskov, hvor der var Kauri træer. Det er nogle ældgamle træer på sådan noget som 2000 år, som bliver op til 50 meter høje og 17 meter rundt om. Det var ret vildt at stå og kigge på sådan nogle store træer, som får et dansk flot egetræ til at ligne en bonsai. Vi opdagede, at New Zealand trods alt er et rimeligt stort land, da det gik op for os, at vi kun lige nåede ligeså langt sydpå, som vi havde været dagen før, og vi sov på det mest tarvelige stive-englændere-backpacker-sted. Vi lærte også, at de new zealandske veje er noget lort. De største veje på kortet kan være snørklede smalle veje fyldt med vejarbejde over det hele, og man kan ikke regne med at køre mere end 80 km/t. Og på vores 2. Dag med vores lejede bil fik vi et stenslag i forruden, mega nitten! Dagen efter skyndte vi os derfor til Rotorua, hvor vi håbede på, at vi kunne få det repareret. Rotorua er en by, der ligger lige ovenpå et område med masser af vulkansk aktivitet, og hele  byen lugter af rådne æg. På hver gadehjørne er der naturlige ”hot pools” og boblende mudderhuller, hvor der kommer svovlgasser op ad. Det er skørt at gå igennem byen om aftenen og man kan se store skyer stå op af alle kloakhuller og alle mulige steder fra. Vi boede oven i købet på en naturligt opvarmet teltplads, det var rimeligt tosset. Vi fik lavet vores forrude i bilen og tog os en wellness spa-dag i et af de mange bade. Campingpladsen var rigtig fin og vi fik endelig mødte nogle mennesker, som vi kunne lide at snakke med. Det var hyggeligt at drikke en øl og snakke med nogle andre mennesker om aftenen, efter at vi i en måned mere eller mindre kun havde haft hinanden.

Fra Rotorua arrangerede vi en tur ud til en maritim aktiv vulkanø, White Island. Den ligger 25 sømil udenfor kysten, i Bay of Plenty, og vi skulle sejle i lidt mere end en time for at komme derud. Søen var rimelig hård, og efter et kvarter begyndte folk omkring os at kaste op. Inden længe lå stort set alle de andre gæster og var syge, mens jeg sad og så stift ud i horisonten, og crewet sprang frem og tilbage med poser. Da vi nåede frem blev vi udstyret med gasmasker og hjelme og steg i land. Og det var en uforglemmelig oplevelse at gå rundt inde i krateret, hvor der alle steder fra stod røg og damp op, og landskabet var formet af udbrud på udbrud. Indimellem kom der store svovlskyer blæst hen over os, og så kunne man ikke se en hånd for sig, og der var dampsøjler, der var mere end 200 grader varme. Wow, der var så voldsomt meget energi lige dernede lidt under os, at det kildede i maven. Krateret ændrede også hele tiden udseende og center, så på 2 dage var vulkanen ikke ens. I selve hovedkrateret var der en stor sø, som var fyldt med bakterier, og man kunne blive helt skør i hovedet af at tænke på, at noget tilsvarende har været oprindelsen til livet på jorden (bla bla bla). Vi fik os én på opleveren den dagJ

Efter Rotorua kørte vi til Tongariro National Park, hvor vi ville starte vores trekking. Vi kørte rundt om bjergformationen af en vej, der hedder dessert highway. Da vi ankom til Auckland en uges tid forinden havde vi fået at vide, at det havde sneet på den her vej, og den er lukket om vinteren. Det viste sig at være verdens sejeste roadtrip vej. Den fortsatte i det uendelige over stepper og ørkenagtige områder, samtidig med man har to bjergområder på hver sin side af sig. Tongariro-bjergene var majestætisk smukke, med masser af sne på toppen. Vi fik set dem hele vejen rundt, og det tog os hundrede år at køre, fordi vi hele tiden blev nødt til at stå ud og tage billeder. Vi kørte op til Whakapapa, hvorfra mange af vandreturene starter. Efter Rotorua’s lidt varmere dage havde vi glemt hvad vi havde lært, og ankom endnu engang i klipklappere, og blev chokkeret over kulden. Da vi købte vores teltplads fik vi at vide, at der var lovet sne i nat, og at det stadig var skisæson. Vi havde håbet på at kunne komme til at gå Tongariro Alpine Crossing som efter sigende skulle være verdens bedste endags trek!? Men vejret var ikke med os, og det sneede og blæste en storm på ruten. Vi måtte vente og se, hvordan det så ud dagen efter. Med langt undertøj lagde vi os til at sove i vores iskolde telt. Heldigvis var det ikke rigtigt sne, men slud der faldt om natten, så temp. Var ”kun” nede omkring frysepunktet. Dagen efter var vejret heldigvis lidt bedre end udsigten havde sagt, og vi begav os op mod Tama Lakes, en 17 km rundtur.  Og det var rigtig dejligt at komme ud og gå. Det var en virkelig god tur, hvor vi kom forbi et fedt vandfald og gik op af stejle skrænter for at komme op til to søer, der var dannet i kraterne af gamle vulkaner. De var virkelig flotte og havde nogle vilde farver. Vejret var bedre, end vi havde håbet på, så der kom kun små regnbyger ind over os indimellem. Senere på dagen blev det koldere, og regnbygerne blev til snebyger. Så vi gik med vanter, huer og virkeligt meget tøj på. Men det gjorde ikke rigtig noget, for med vores norske blod kan vi jo klare hvad som helst ( ud på tur – aldrig sur)J

Vi indså, at vi ikke kunne komme til at gå den store tur de næste par dage, så vi besluttede os til at køre til Napier, en art deco by på New Zealands østkyst. Her har vi nu tilbragt 2 dage, hvor vi har været rundt og kigge på arkitekturen og stranden, og vi har været ude og spise, og det har været rigtig hyggeligt. Men nu vil vi se, om den der ”verdens bedste endagstur” (det kan man bare ikke rigtigt ignorere, vel?), er til at gå i morgen, så vil vi endnu engang begive os mod bjergene. Ellers kører vi til Wellington, hvorfra vi vil tage til sydøen. Men det skal vi til at finde ud nu, så i må læse næste blog for at se, hvad det hele ender med.

Vi håber alt er godt hjemme – og begynder at glæde os rigtig meget til at vi komme hjem til jul.

Nu har Sara narret mig til at skrive hendes blogindlæg for hende. Men det er i sikkert glade for, for nu har i ventet på hendes indlæg i over en måned.

Nå, med det sure opstød kan jeg begynde. Og jeg kan ikke engang huske hvor vi kom til sidst. Det var noget med Airlie Beach? Der blev Sara frisk igen efter et par dage med feber og så var vi heldige at få en ”last minute deal” på en båd ud i Whitsundays området. Først havde vi ledt efter nogle racerbåde som jeg gerne ville prøve at sejle, men de var alle sammen ”partybåde” og efter at Sara er blevet gammel sammen med mig tog vi det billigste. Det viste sig at være en god beslutning. Båden var ”Ise Pearl”, en gammel perledykker båd som også havde været med i Flipper filmen (!). Båden blev sejlet af kaptajn Sparrow (igen: !) og hans sjove japanske kone Machi lavede mad og puslede om os. Med på båden var et engelsk nygift par, en gut fra Schweiz og en ung tysk pige. Om dagen sejlede vi rundt i området, så verdens bedste strand (…siger de), snorklede lidt, gik ture og puslede ellers rundt på båden. Rigtig afslapning. Størstedelen af oplevelsen var dog Sparrow og Machi som var nogle rigtige personligheder, og aftnerne med rødvin og øl gik hurtige.

Efter 3 dage og 3 nætter var vi igen i Airlie Beach og nu skulle turen jo så gå videre på egen hånd. Vi købte en billet til Sydney med Greyhound busserne som gav os mulighed for at hoppe af og på som vi ville. Den ville vi bruge med det samme så vi kunne komme ud af Airlie hurtigst muligt. Om aftenen klokken 23 stod vi så og ventede på bussen med maven fuld af øl så vi kunne falde i søvn i bussen og spare overnatningen på hostel. Turen gik til Rockhampton, en by uden det vilde at vise frem, men vi kom på Great Western Hotel og spiste steak (byen er Australiens steak hovedstad (!)). Det fede ved det sted var at de havde en vaske ægte rodeo ring og et ugentligt rodeo (!!). Desværre kunne vi ikke se rodeo på grund af tiden, men vi gik bestemt på internettet og fandt et der passede i vores rejseplaner og som vi ville se – men det var ikke før lige før Sydney. Til gengæld gik vi i Cowboyder butikker og kiggede på alt muligt cowboyder udstyr en hel dag. I Rockhampton mødte vi igen Bex and James (det engelske par fra Ise Pearl)

Efter Rockhampton var det igen på bussen, denne gang til Hervey Bay. Her lejede vi cykler og nød en herlig lang cykeltur op og ned ad kysten. Vi boede også på et rigtigt hyggeligt hostel. I Hervey Bay vidste vi ikke rigtigt om vi skulle tage ud til det hypede og dyre Fraser Island, men vi mødte Sebastien fra Ise Pearl netop som han kom tilbage fra den tur og han havde ikke synes den var pengene værd, så vi hoppede over. Sara havde også været der mens vejret var bedre, og jeg følte jeg havde set nok øer med palmer på.

Hervey Bay blev efter en bustur til Noosa. Vi ankom om morgenen, fik verdens bedste Fish and Chips (!) og gik en tur i deres national park. Det lyder jo helt vildt ude på landet, men det var det ikke rigtigt. Det var ret præget af surfer miljøet og så af en meget smuk kystlinie hvor hvide sandstrande blev afbrudt af klipper hvor bølgerne sprang op i store hvide skumsprøjt. Sara og jeg forbrændte som sagt Fish and Chips kalorier ved at gå op og ned af disse klipper og strande i nationalparken, og vupti så så vi sgu lige en vaskeægte vild kænguru hoppe rundt i krattet i et sekund inden den flygtede fra os. Ellers nød vi rigtig meget den rå kystlinie imellem strandene. Vi kom lidt halvt sent hjem fra gåturen og fandt ud af at det var blevet for sent at bestille en tur til Steve Irwins krokodille zoo dagen efter. Da vi ikke havde hørt særligt meget godt om den alligevel (og fordi at det var skoleferie og derfor ikke særligt sikkert at vi kunne få billetter) valgte vi at hoppe over. Jeg havde jo også givet Sara en tur i zoo i Sydney, og den havde vi til gengæld hørt meget godt om.

Da Australian Zoo ikke blev til noget tog vi direkte til Brisbane. Her boede vi på noget der hedder Annies Inn. Det var et gammelt hotel der blev holdt i gammel stil – i det her tilfælde lyserødt og blåt, men det var rigtigt hyggeligt og en god base for shopping, sightseeing og museumsbesøg. Alle tre fik vi gjort til fulde – det var den største by vi havde været i i lange tider og så der blev i hvert fald shoppet. Det er vist den korte version af Brisbane.

Vi hoppede på bussen til Byron Bay. Der gik vi en morgentur langs med stranden og op på en klippe. Der stod vi så og så pukkelhvalerne boltre sig i bugten. Der var mange af dem, og man bliver aldrig træt af at kigge på dem, så det gjorde vi længe. Om eftermiddagen gik vi også en tur ud til Australiens østligste punkt og til byens fine fyrtårn. Om eftermiddagen så vi også mange hvaler.

Efter Byron Bay tog vi til Newcastle. Det ligger ikke mange timers kørsel nord for Sydney. Her stoppede vi egentligt kun fordi vi skulle med toget lidt ind i landet til en lille by der hedder Maitland og se et vaske ægte rodeo. Men de gode oplevelser ligger på lur når man mindst venter det, og i Newcastle viste det sig at der var en ”undregrunds-kunst-festival”. Den blev holdt i Newcastle fordi der var utroligt mange forladte bygninger som man kunne fylde op med kunst og kunstnertyper. Da alle disse kunstnertyper er lige så fattige og nærrige som backpackere boede der en del på vores hostel, og en gruppe tog Sara og jeg med ud i byen til en øl og poetry slam. Den ene af dem hed Patrick O’Neill og det viste sig at han skulle deltage i en paneldebat dagen efter da han havde været kriminalreporter på en større avis. Til paneldebatten var der tre andre af australiens største ”true crime” forfattere, og vi var meget ”star struck” over at  den gut vi havde drukket øl med dagen efter var højt på strå i forfatterkredse. Han var begyndt at skrive rejselitteratur og da vi ledte efter hans bog i Sydney stod den på ærespladsen og det har den sådan set gjort i alle bogbutikker  siden – vi har selvfølgelig købt den og Sara er dybt optaget af den for tiden. Vi fik os også nogle andre venner og et par gode dage med kunstneriske indtryk fra et miljø vi slet ikke havde indtryk af eksisterede i Australien, så det var dejligt at opleve det.

Midt i imellem de to dage vi brugte i Newcastle tog vi en dag til Maitland og mødte det totalt modsatte Australien til countryfestival med tilhørende Rodeo. Vi var de eneste turister og alle dem der arrangerede det vidste at vi var de to danskere der var kommet langvejs fra til deres lille by (måske en lille overdrivelse, men der var nogen der vidste det). Rodeoet var en ganske speciel oplevelse. Det var otte sekunders ekstrem intensitet mens rytteren red på tyren, og så fem minutter hvor man gabede og frøs indtil den næste kom på. Men mens han var på glemte man at blinke, synke, trække vejret og alt muligt andet – godt de kun var på tyren i få sekunder. Om natten sov vi på en pub, som dog viste sig at være en natklub der spillede techno i den ene ende og live rockmusik i den anden. Om morgnen vågnede vi ganske skizofrene.

Efter Maitland og Newcastle tog vi til Sydney. Her lavede vi omtrent alle de ting som man skal lave i Sydney, inklusiv en tur til deres zoologiske have som endte med at blive en rigtig god dag. Man kan sige meget om Australien og australiere (man kan …næsten… ikke stave til australier uden at skrive trailer…), men de har nogle sjove indfødte dyr. Specielt næbdyret og den tasmanske djævel forelskede vi os i, nå ja og Koalaen. Vi aede tilmed en kænguru der bare lå der og sov lidt på stien. I Sydney var vi også i IMAX (verdens største biograflærred) og så en film om Hubble teleskopet der blev fortalt af Leonardo DiCaprio (!). Vi var også i Sydney Aquarium og det var faktisk en overraskende god oplevelse med hajer og søkøer og rokker og alt muligt fra havet. Vi så også alle mulige andre museer og forkælede os selv med en flaske god rødvin og tapas i baren til Operahuset. Vi var dog efterhånden ved at få nok af storbyer og for at lindre lidt på det tog vi en dag ud til Blue Mountains. Det ligger cirka 2 timers togtur uden for Sydney og kan sammenlignes med USA’s Great Canyon. Jeg ved ikke helt hvad jeg forventede, men da vi kom ud af buskadset og kastede det første blik ud over landskabet var vi begge temmelig stille og følte os ret små i den friske bjergluft der strakte sig i hvad der lignede uendeligheder i en kæmpe kløft brudt af bjerge der stod lodrette op og alle stoppede med at strække sig opad på samme tidspunkt. Det blev en dag fyldt med smukke udsigter og vi nød frokosten ved foden af et stort vandfald. Idyllisk og tiltrængt. Efter Sydney tog vi flyveren til Auckland og vi er nu i New Zealand. Sara vil skrive bloggen om den første tid her, så i må væbne jer lidt med tålmodighed. Som en lille teaser kan jeg dog afsløre at vi har sat telt op i dag og at de lover sne i nat. Uha uha hvad mon vi laver?

Puha, jeg har godt nok været kortfattet den her gang, men så er der også noget at fortælle om når vi kommer hjem. Jeg kan afslutningsvis også skrive at vi har været heldige at finde en afsindig billig billet til 3300kr fra Auckland til London den 24. november, så vi er hjemme i Danmark igen omkring den 25. november. Vi har også fået et sted at bo, så fra den 1. december kan i komme og besøge os i Norsgade i Ø-gadekvarteret. Herligt!

PS: vi forsøger at lægge lidt billeder op også, så tjek vores google picasa album som vi linkede til sidst.

Hej alle,

Så har Sara og jeg sejlet rundt i Whitsundays med de fantastiske og forunderlige Sparrow og Machi på deres gamle 60 fods japanske perledykkerbåd Ise Pearl. Jeg ville oprindeligt have været ude på en racerbåd, men de var alle orienteret mod unge og druk og så var de kun ude en eller to overnatninger – måske ikke lige vores kop the her på vores gamle dage. Sara blev frisk nok til at vi kunne bestille en tur tirsdag og da Ise Pearl afsejlede onsdag kunne vi få ret god rabat på at tage med den, oven i at vi fik refunderet en overnatning og lidt andre småting.

Onsdag middag mødtes vi med dem og et jævnaldrende nygift engelsk par, en jævnaldrende schweizer og en yngre tysk pige. Det viste sig at være en god kombination af folk og vi fik 3 gode dage og aftener med rødvin og smukke naturoplevelser – samtidigt med at Sara og jeg fik prøvet sejlads på en meget anderledes båd end vi var vant til. Machi og Sparrow (hvilket han åbenbart er blevet kaldt i mange år) var et dejligt flippet par i 50′erne der gav tre dage med god mad og lidt livsfilosofi oven i. Machi skrev detaljer ned om os i hendes lille bog og vil være ven med os på facebook. Hun kalder alle der har gjort hendes verdensbørn – ret syret, men hun havde en god karakter.

Nå nu ævler jeg jo bare. Vi sidder nu i en by der hedder Rockhampton der er fyldt med “cowboydere” og gør os klar til at tage ud og spise kæmpe steaks et sted hvor der også er en rodeoring (der desværre ikke bliver brugt i dag). Men det gode ved det er, ud over det åbenlyse, at vi bor på et hotel med gratis stabilt internet (ikke mere noget med at sidde og nasse på McDonalds rådne men gratis net). Derfor har jeg lavet orden i vores billeder og fundet på noget bedre end det dårlige system vi havde før, vupti:

Skynd dig at klikke her

Der vil vi for fremtiden smide billeder op og linke til dem her. Det håber jeg kommer til at virke godt og narturligt for jer. Jeg håber også at i kan få stillet lidt af jeres lyst til at se billeder, for vi har lagt en del op og kommenteret mange af dem. Det skulle også være muligt at se på et landkort ude i siden hvor billederne er taget.

Vi vender tilbage senere med lidt mere om vores Whitsundays tur og hvad der ellers sker.

God Søndag!

/Kenenth og Sara

Så er det vist tid til den lange tur atter en gang. Jeg kommer nok til at gentage lidt af det fra sidste blog, men mon ikke i kan klare det.

De sidste uger af vores ophold på Vanuatu var som sagt præget af at Paola havde fået en mægtig infektion efter et ”bid” eller hvad det hedder af en Stingray, altså en Rokke der stikker med din hale. Såret var virkeligt betændt og vi måtte holde os i nærheden af lægehjælp, selvom den ikke var alt for meget bevendt – derfor var det også rart at være bare et par timers flyvning fra Australien for hende. Selvom sår fra en Stingray bliver særligt betændte på grund af dyrets bakterier er det generelt sådan på Vanuatu at selv den mindste rift går der betændelse i, så vi vasker hele tiden finger og sår i desinficerende væske. På de ca. 5 uger vi var der formåede jeg at have én dag og lidt med feber i alle ugerne. Jeg tror Sara var lidt træt af at være sygeplejerske, men der er jo ikke så meget at gøre ved det. Alle sejlere vi mødte havde en historie om blodforgiftning og om hvor galt det kan gå og intet af det beroligede stakkels Paola, men heldigvis er hun kommet sig næsten helt nu.

Vi lå for anker i Luganville i en lille uges tid og fik bekræftet vores erfaringer ud i at spise ude på Vanuatu: Det er dyrt og dårligt. Så det gjorde vi kun én gang. Vi havde hørt at noget det kalder ”Millenium Cave” var på ”must-do-list” i Vanuatu, så den sørgede vi selvfølgelig for at komme ud og se. Paola måtte blive hjemme med hendes fod, men Lasse, Sara og jeg blev kørt en times tid ind i junglen på øen Espirito Santo. Derinde var der nogle landsbyer som var gået sammen om at lave en tur til grotten og pengene blev fordelt til alle landsbyer der ejede jord som turen gik igennem. Vi blev samlet af nogle guider i den ene landsby og ført cirka en times gang igennem junglen, som på grund af regn var det rene mudder bad – der var ingen der kom frem uden at have været nede og sidde i skovbunden. Turen gik også op og ned at stejle skråninger hvor de lokale havde fæstet mere eller mindre sikre bambusstiger som vi kravlede på. Det var meget spændende og et utroligt smukt område. Da vi nærmede os grotten skulle vi alle males i hovedet ”af respekt for naturen”, jeg ved ikke om det var et turistgimmick, men det var ikke til at komme uden om. Pludselig mens vi var ved at krydse en lille bæk tårnede der sig et kæmpe bul i bjerget op. Hullet var vel 25-30 meter højt. Det var faktisk lidt forunderligt at se det kæmpe hul. Vi fik udleveret en halvdårlig lommelygte og gik så ellers i vand til navlen i mørke, mellem sten, flagermus og deres efterladenskaber i en halv time. Det var en stor grotte der af og til var op mod 50 meter høj. Da vi kom ud på den anden side mødtes vi med nogle der havde båret vores tasker uden om grotten for at de ikke skulle blive våde (af samme grund har vi heller ikke nogen billeder fra turen – desværre!) og vi fik frokost. Derefter stod den på.. ja jeg ved ikke hvad man ville kalde det. Guiderne udleverede os hver især en børnebade ring af ufattelig dårlig kvalitet og så skulle vi ellers bare lige på den og flyde med floden i en tre kvarter og nyde turen. Den var dog afbrudt af nogle af og til ganske krævende passager hvor man kravlede og klatrede på klipper. Vi var tilfredse med at vi ikke ventede til vi var gamle nok til at betale turen med friværdien. Efter ”flodturen” klatrede vi firs højdemeter op af en klippevæg ved hjælp af små naturlige og udhuggede trin hvor en bæk flød ned af bjerget. Det var det mest klatre-agtige jeg nogensinde har lavet – men det var en rigtig fed tur. Faktisk synes jeg det var en af de bedste ture vi var på i Vanuatu.

Fra Luganville tog vi også ud til noget der hedder ”Million Dollar Point”. Navnet var velvalgt for fra stranden og langt ud i vandet lå for millioner og atter millioner af dumpet overskud militærgrej fra Anden Verdenskrig. Vi kom ikke længere ud end snorklerne kunne tage os, men det var rigtigt spændende at se grejet bare ligge der og flyde. I det hele taget ligger der meget militært udstyr og flyder på havbunden i Vanuatu, da det var en naturlig base for amerikanske styrker under krigen. Det betyder også at det hovedsageligt er amerikansk flådeudstyr og japanske flyvere som man kan se. Senere snorklede vi på netop et lille japansk kampfly der var meget velbevaret. Utroligt mange mennesker har mistet livet på de små paradisøer som er spredt ud over Stillehavet.

I Luganville mødte vi det canadisk/peruvianske par Robert og Carmen på båden ”Caminata”. Det er som skrevet dejligt let at komme i kontakt med en masse tossede sejlere nu man kun er fire ombord på båden. For Paola betød mødet også at hun endelig fik lov at snakke spansk så hurtigt hun kunne, og det nød hun. Vi sejlede sammen med dem op til et resort der lå bare tyve minutters kørsel fra lægehjælpen i Luganville. Der nød vi nogle dage med kolde øl, ordentligt mad og gratis internet. Den ene dag tog Sara og jeg på dagstur med Robert og Carmen for at få set hvordan øen også kunne se ud. Turen tog os rundt til nogle helt fantastiske strande og laguner, som vi ikke har set mage til i Vanuatu. Det var en hyggelig tur. Vi tog også op noget der hedder ”Blue Holes”. Man sejler en tur i gummibåd op af floden som langsomt bliver mere og mere klar indtil man til sidst ankommer til det sted hvor selve floden udspringer. Det er ikke en lille kilde, det er stort hul der er tyve meter dybt og hvor det klareste grundvand strømmer op. Når man kigger ned i vandet med sine svømmebriller kan man se bunden lige så klart som man kan se tyve meter væk på land. Et eller andet i vandet giver det så en hel utrolig blå farve uden at tage noget af sigtbarheden. Det var ret fantastisk at snorkle rundt deroppe, selvom vandet var koldt og jeg havde feber.

Vi snakkede også med en australier der havde sejlet meget inden for revet i Australien. Han kunne fortælle at det vejrmæssigt ville være rigtigt træls at sejle fra Cairns til Bundaberg på den her tid af året, da vinden aldrig kommer fra den retning man gerne vil have den til (nord/nordøst) og tilmed ofte laver nogle kraftige søer når vinden og strømmen går imod hinanden. Strømmen kan være ret vild i Australien. Der er op til tolv meters tidevand nogle steder og når alt det vand skal ud og ind af smalle passager i revet kan der komme meget tryk på. Nå, men hvorom alting er endte det med at vi ville sejle til en by der hedder Mackay og som ligger lige ved noget der hedder Whitsundays, som er en af Australiens smukkeste sejlerområder og blandt andet huset hvad der skulle være verdens smukkeste strand. Altså et område for badeferie oven på kulturoplevelserne i Vanuatu.

Den 31. august havde vi fyldt skibet med proviant og tjekket at vejrudsigten så god ud. Foran os lå 1150 sømil, som vi håbede på at kunne klare på otte dage. Jeg har valgt at  skrive en del om de par dage til søs selvom der i læsernes øjne måske ikke skete det helt store. Det skyldes at jeg hjemmefra havde set rigtigt meget frem til at tilbagelægge de større stræk på turen og så det at jeg faktisk synes at det er lidt godt klaret af Sara og jeg at hjælpe Lasse og båden over Koralhavet. Hvis det bliver kedeligt kan i bare hoppe til næste afsnit. De første par dage var der godt tryk på vinden og jeg kunne mærke jeg lige skulle i gang med det store sejlads igen. De små dagsstræk og den relativt stille vind tæt ved ø-grupperne havde fornyet min respekt for hvor meget tryk der kan være på vinden når den skubber otteogtyve tons sejlbåd gennem tre til fire meter dønninger – og så var det ikke engang vild sejlads. Man skulle også lige vænne sig til vagtskemaet. Vi kørt tre timers skift døgnet rundt, så i de otte dage fik man ikke søvn mere end tre timer ad gangen, det skal man lige vænne sig til. Som sagt gik de første par dage med sus på og den første nat så vi tilmed tre skibe – vi så ikke flere før vi lå tæt på Australien. Den første dag tænkte jeg: ”Åhr, der er langt til Australien!”, den anden begyndte jeg at regne på hvor langt der var hvis vi sejlede seks knob i gennemsnit, hvis vi sejlede fem og fem en halv og så videre. Den tredje dag fik jeg vænnet mig til det og så begyndte jeg også at nyde det mere og mere. Den 4. var det Saras fødselsdag og vi forsøgte at få gjort det til en dag hvor hun ikke ville være alt for træt af at være ude til åben hav. Hun havde ikke ønsket sig noget selvom jeg havde spurgt, intet ud over en rigtig fødselsdag, så det får hun når vi kommer til Sydney hvor jeg har laver en hyggelig fødselsdag til hende. Af Lasse og Paola fik hun et par øreringe, en hår-et-eller-andet og et fin hat. Paola havde også bagt en kage med et flag i. Sara virkede glad og jeg tror også hun havde en god dag. Om natten til hendes fødselsdag havde jeg dog vækket hende og proklameret at i dag stod jeg for det hele, det holdt cirka tre timer så lagde jeg mig med en omgang feber og vågnede ikke før langt inde i næste vagt som hun så havde taget alene, æv æv. Natten efter hendes fødselsdag begyndte vinden at løje meget. Vi sejlede for en udspilet genoa, det vil sige at genoaen (et stort sejl der sidder forrest på båden) blev holdt ud med en stor bom for at forhindre sejlet i at ”slå”. Men vinden løjede nu så meget at hver gang der kom en dønning sejlede båden hurtigere end vinden og dermed sejlende slappe, vi sejlede så at sige vinden ud af sejlene og så er det at de står og slår. Uden at gå for meget i detaljer betød det at Lasse og Sara måtte på dækket midt om natten og skifte halse på genoaen. Det hjalp dog overhovedet ikke og lidt senere måtte vi på den igen og helt stryge sejlet. Det var lidt spændende at stå ude på dækket i oceandønninger midt om natten, men Sara var rigtig sej til at klare det hårdeste job, selvom at stemmen pippede en lille bitte smule da hun havde fået viklet sin livline ind i nogle af de mange trosser hun skulle holde styr på i mørke og jeg måtte ud og give hende en ny på – men det gik uden den mindste fare. Derefter stor den på motorsejlads, det er der jo heller ikke så meget romantik i, men man kommer frem og blev alligevel nødt til at motorsejle de sidste 150 sømil inden for revet på grund af den stærke strøm som hurtigt kan flytte en båd ud af kurs hvis man ikke er opmærksom. Men på grund af at vi var afhængige af motoren for at nå land hoppede alles hjerter vist et slag over da motoren uden advarsel stoppede den efterfølgende nat (de trælse ting sker altid om natten). Så vi måtte op af vores skønhedssøvn og holde udkig mens Lasse kæmpede med motoren. Det viste sig dog heldigvis at der ikke var noget i vejen med motoren, der var stoppet fordi en dønning havde lavet skvulp i den næsten tomme tank og dermed fået motoren til at suge luft ind, hvilket er et ”no-go” for en dieselmotor. Lasse fik dog luftet motoren ud og skiftet til en anden tank sådan at det ikke ville ske igen. Da vi den næstsidste dag nåede til yderrevet af Great Barrier Reef var himlen lidt blygrå og fik det ellers højt hypede naturområde til at ligne et koldt gråt Skagerak med lavtvand. Men sejladsen var spændende og vi startede ud med fyrre graders afdrift og adskillige knobs strøm. Der var også masser af fyr og både at få øvet sit kendskab til natsignalerne på. Netop det sidst fik snydt Sara og jeg ganske meget på vores solopgangsvagt. Vi sejlede i mørket og kiggede på en masse lys som vi blev enige om var byer og containerskibe der lå ved kaj. Men da dagslyset kom viste det sig at være ikke mindre end femten store containerskibe der lå for anker uden for Mackay havn – det var noget af et syn. Morgenen bragte dog flere syn med sig. For på et  tidspunkt synes jeg bestemt at jeg så noget der fortjent udbruddet: ”HVAL!”. Lasse og Sara troede dog ikke helt på den, og da der lidt efter dukkede nogle delfiner op og svømmede med båden blev de enige om at det nok var det jeg havde set, men ak ak. Få minutter senere begynder Pukkelhvalerne at springe op af vandet ude i horisonten. Vi havde et par enkelte helt inde ved båden og blev fulgt af dem resten af morgenen. Det er altid dejligt at se hvaler i den fri natur, specielt når man ikke venter at se dem kan de gøre en hel dag elektrisk af spænding. Det er nogle fantastiske dyr. Nå, men vi ankom til Mackay i kulde, regn og blæst. Herligt. Sara sprang længere end hun troede hun kunne da vinden tog i båden under havnemanøvrer og det pludseligt skulle gå stærkt. Og vi fik testet at der ikke var kokain på hverken vores computer eller kamera af tolderne. De var blevet noget opmærksomme på båden da de hørte den havde været i Columbia i år, selvom at den også havde været inde hos alle andre lande imellem, inklusiv deres toldere. Sara og jeg havde ikke engang været med, men fik testet vores ting for spor af narko.

For lige at runde sejlturen over Koralhavet af har jeg kigget lidt i mine noter som jeg skrev undervejs. Der har jeg listet nogle ting jeg var træt af midtvejs. Her har jeg listet skæve dønninger der sprøjter vand i cockpittet, får autopiloten til at slå fra og slår vinden ud af sejlene som mere træls end alt andet. Men jeg har også været godt træt af mit hoved. For hvis Svante kan synge at sjælen er et pilgrimskor må han have været på havet. Jeg ved ikke om det er fordi at der hele tiden er lyde og bevægelser eller hvad der gør det, men ens hjerne snakker konstant til en i form af billeder, sange, teater, stemmer og skøre små film og det er ikke til at slippe af med. Sara havde også samme oplevelse, men heldigvis er det holdt op igen så vi satser på at vi selv kan styre det. Jeg har også noteret mig små ting man bliver glad for på sådan en tur. Det er især solopgang og –nedgang, men også små ting som en fugl der kredser et par gange rundt om båden og skræpper lidt inden fisker videre og det lille dannebrogsflag der standhaftigt følger efter båden i alt slags vejr. Ikke fordi jeg er blevet patriot på mine gamle dage, men det er nu hyggeligt. Med hensyn til fugle havde vi faktisk besøg af en nogle timer en nat, men den var vist ikke helt rigtig i sin krop. Den pluppede i hvert fald død i vandet efterlandende sig et ordentligt lag af lort og bræk på radaren – så der røg romantikken ret hurtigt.

Nå, men hvorom alting er så kom vi sikkert og godt til Australien. Her skulle vi have cruiset rundt i Whitsundays med Lady Sunshine, men det var tydeligt at Lasse gerne ville hjem og se til sin syge mor i Danmark så vi tilbød ham at vi stod af nu og tog nordpå for at komme ud til Whitsundays og så kunne han og Paola sejle syd på til Bundaberg hvor båden skal på land mens Lasse er i Danmark. Han ville gerne have haft os med til at sejle båden ned, men rent oplevelsesmæssigt og ”value-for-money” kunne det ikke betale sig for os at tage syd på så tidligt. Derfor stod vi lørdag på bussen i Mackay og tog op til Airlie Beach for at få en båd ud til øerne. Lige nu er vi i Airlie Beach og ved ikke helt hvad planen er. Sara er blevet syg med feber af at gå ind og ud af airconditionsafkølede butikker, hun har ellers ikke måttet ligge sig endnu, men vi håber på snart at få hende på højkant. Stedet her er i øvrigt ret vildt. Det er party party og backpackere der enten er fulde eller har tømmermænd over det hele, noget af et kulturchok. Men vi skal bare se de øer nu. Derefter vil vi se på at tage bussen langs med østkysten (vi ved ikke om vi tager lidt mere nord på først) helt ned til Sydney hvor vi bruger en lille uge inden vi flyver til New Zealand.

Og så er der vist ikke mere at sige til det, jeg blev i hvert fald pludseligt tom for ord.

Håber alt står vel til hjemme i Danmark og at i lader høre fra jer hvis i har noget på hjertet.

/Kenneth

Hej Alle,

Her kommer der lige en lille opdatering om hvor vi er og hvad der er sket. Jeg lover der kommer et langt indlæg her inden længe.

Men de sidste par uger i Vanuatu blev desværre hæmmet lidt af at Paola havde fået en slem infektion i hendes ene fod efter at hun var blevet stukket af en stingray i strandkanten. Vi holdte os derfor i nærheden af byen Luganville så hun kunne komme til en læge hvis det blev mere alvorligt. I Luganville tog Sara, Lasse og jeg en helt fantastisk tur op i en grotte som lå inde i junglen og som var kæmpestor og smuk. Vi snorklede også et sted der hed “million dollar point” hvor amerikanerne havde dumpet ufatteligt mange jeeps, tanks, barakker, lastbiler og alt muligt andet overskudsmateriale efter krigen. Det var også ret vildt. Derefter tog vi nogle dage op og levede det søde resort liv, og snorklede i nogle fantastiske blå og klare “blue holes”. Vi brugte nogle dage der sammen med nogle forskellige venner fra andre både vi har fået, specielt et canadisk par. Det er en fordel ved kun at være 4 på båden at vi får noget mere kontakt med de andre sejlere.
Men hvorom alting er blev vi jo på et tidspunkt færdige med Vanuatu og pga. Paolas fod ændrede vi planerne til at vi sejlede direkte til Mackay i Australien. Her sidder vi nu og har lige haft en kæresteovernatning på hotel og fået morgenmad, tænk at civilisationen er lige på den anden side af havet. Eller lige på den anden side er så meget sagt, for vi har faktisk sejlet i rum sø i 7 dage og krydset Koralhavet. Der skete på en måde en masse undervejs (Sara havde jo fødselsdag og jeg tror hun var glad selvom det også var lidt hårdt) og på en anden i særligt meget, men jeg skriver mere om det i det næste indlæg – det korte og det lange er at vi er ganske godt tilfredse med os selv som sømænd og det faktum at vi nu rent faktisk har krydset et hav på den anden side af jorden i en lille bitte båd. Det er svært tilfredsstillende. De næste par uger skal vi på solskinsferie (forhåbentligt) på Whitsunday Øerne hvor nogle af verdens bedste strande findes.
Men jeg vender forhåbentligt snart tilbage og tilfredsstiller jeres sikkert enorme tørst efter at høre lidt detaljer.
Til alle der er interesseret kan jeg sige at vi har det rigtigt godt og glæder os nu til “anden del” af rejsen, som foregår i mere civiliserede lande.
Vi savner sikkert de fleste at jer der læser med

God dag i Danmark
Kenneth

Vi sidder her søndag eftermiddag på båden, som ligger for anker ud for byen Luganville, og her er rigtig skønt, og vi har det rigtig godt. Vi har nu været på vanuatu i 3 uger, og det har været nogle helt fantastiske og mega spændende 3 uger. Vanuatu må være et af de lande, der er mest isolerede fra omverdenen, og som har set mindst udvikling. Når man kommer ud, væk fra byerne (2!), foregår det meste handel stadigvæk ved at man bytter, og folk har ikke arbejde, de er selvforsynende fra små haver, hvor de dyrker deres få afgrøder. Vi er ofte blevet modtaget af nysgerrige lokale i udriggerkanoer, som end ikke kender noget til landsbyen der ligger 10 km op af kysten. De lokale har sjældent været uden for deres lille landsby, som består af mellem 5 og 40 familier. Her er vitterligt ingenting. Få steder i landsbyer er der folk der har en generator, så de kan lave elektricitet, men det er alligevel sjældent at der er elektrisk lys, og madlavning foregår stadig over bål. Maden her består primært af laplap – det er lavet af en rod, der er kogt og skåret i skiver (og smager af ingenting), og frugter. De spiser deres frugter som de modnes, så de har deres citrusfrugtsæson, avocadosæson og mangosæson, og så har de hele tiden bananer og kokosnødder. De har høns og griser der render rundt i landsbyen, men jeg har ikke indtrykket af, at de spiser særlig meget kød. Der er forbløffende lidt cargo rundt mellem øerne og de små landsbyer, så der er sjældent forsyninger fra omverden, så når vi er kommet ud, er de vældigt interesseret i t-shirts og reb (til at binde deres ko med), men alt hvad der kommer udefra er interessant. Så når vi har været rundt og set os omkring har vi i reglen været fulgt af en folk børn og blevet modtaget allerhjerteligst. Vanuatu består af en hel masse små øer, og bare på øerne er der flere forskellige sprog, men alle kan snakke bislama, og skolerne hernede er enten franske eller engelske, da landet har været fransk og engelsk koloni (på samme tid!). Det betyder bl.a. at der har været fransk lovgivning og engelsk lovgivning på samme tid, og i Port Vila er der stadig et fransk og et engelsk fængsel. Bislama er verdens sjoveste sprog, der er lavet over engelsk, men har sin egen stavemåde og er så sjovt at høre på. Kenneth har købt bogen ”Evri samting yu wantem save long Bislama be yu fraet tumas blog askem” (everything you wanted to know about bislama but were afraid to ask).

Vi tilbragte den første uges tid i Port Vila, hovedstaden, som dog var helt anderledes end hvad jeg netop har beskrevet. Her kommer cruiseskibe og er ressorts, og det ødelægger totalt kulturen og den økonomiske balance. Vi brugte noget tid på at ordne de praktiske ting, der er når man sejler rundt, og så brugte vi en dag på at køre rundt på øen (Efate), og mens vi var der fejrede de 30 året for deres selvstændighed. Vi overværede åbningsceremonien, som bestod af militærparade gennem byen, pig-killing-ceremoni, hvor en chief bankede en fastbundet gris i hovedet med en kølle, en masse taler fra folk, som ikke vidste, hvordan man snakker i mikrofon, og til sidst var der local string band music (lød som den samme sang igen og igen), SAMTIDIG som de afskød fyrværkeri, det virkede lidt stenet. Der var boder hele vejen rundt på pladsen, hvor man kunne købe mad og cava, og det var hyggeligt at gå rundt og kigge på. Dagen efter sejlede vi op til Port Havanna , hvor den amerikanske flåde, ifølge kenneth, i sin tid gemte sig for japanerne. Næste morgen blev vi vækket tidligt ved at Lasse råbte ”Alle man på dæk – Søko!”, og vi så skyggen af det kæmpe store dyr. Vi blev inviteret ind til frokost i den nærliggende landsby, hvor vi også drak os lidt Cava. Dagen efter sejlede vi til Lamen Bay på øen Epi, hvor vi tilbragte 3 dages badeferie. Det var en fin lille bugt med tyrkisblåt vand, hvor vi svømmede og snorklede rundt sammen med massevis af turtles og fine koralfisk, og en enkelt revhaj. Der var rygter om en tam søko, men den så vi kun fra skibet. Vi var på en fin gåtur op i over øen, og vi kom op til deres lille hospital, hvor der var en enkelt læge (der var landsbyens tandlæge om mandagen). Herefter sejlede vi mod øen Ambryn, hvor der er 2 aktive tvillingevulkaner. Men just som vi kom til øen vendte vinden, så vi ikke ville ligge godt i den ankerplads, vi havde udset os. Så vi måtte se øen passeret, og satte i stedet stævnen mod Port Sandwich på øen Malekula. Undervejs fik Kenneth og jeg halet bådens første fisk ombord, og vi var vældigt stolte☺

Port Sandwich er berygtet for hajer OG krokodiller i vandet, så vi satte fiskehovedet fast på fiskekrogen for at se, hvad vi kunne fange, dog(heldigvis) uden succes. Vi satte gummibåden i vandet og sejlede ind til land, hvor vi mødte Rock (verdens sejeste navn) og hans kone Noela. Det er nogle af de dejligste og behageligste mennesker, vi har mødt, og deres hus var altid åbent for gæster. Det viste sig, at vi tilfældigvis ramte ind i, at de havde gang i en kulturfestival i landsbyen for de yachts der lå i bugten (4 med os), så om aftenen var der local food (laplap) og næste dag var der arrangeret en tur, først med kano over bugten, så hiking op gennem regnskoven til vi kom til en flod med et vandfald, hvor vi badede. Det var en virkelig smuk tur, og vi lærte Stephanie at kende, en amerikansk pige, som gennem peace corps er 2 år i den her landsby. Det var ubeskriveligt heldigt at møde hende, og hun kunne give os et helt unikt indblik i ni-Vati’ernes kultur, fortalt så vi kunne forstå det. Vi lå i Port Sandwich i 5 dage, hvor vi nød at tulrer rundt i landsbyen og sidde og snakke hos Rock og Stephanie. Vi købte en dag en gris, som Rock tilberedte i en traditionel jordovn, og det smagte så godt. Vi mødte også Chief Phillip fra den nærliggende landsby Black Sands at kende, og han ønskede brændende at vi ville komme og besøge hans landsby. Så vi udskød vores afgang og tilbragte en dag i hans landsby. Det var søndag og vi var inviteret med i kirke, og det var skægt at være med til. Folk var ret urolige og sad og stirrede på os 8 hvide, men de skrålede(ret falskt) med på salmerne, og havde koreografier til. Lasse havde påstået at han var Captain Cook’s efterfølger, og midt i ceremonien rejste Phillip sig op og sagde velkommen til nedkommeren til Captain Cook og hans crew. Uh… Det var lidt pinligt, det var ikke faldet nogen ind at han for alvor troede på det, – og nu var det for sent at rette det. Efter ceremonien skulle vi gå ud sammen med dem der havde holdt gudstjenesten, og derefter give hånd til hele landsbyen. Vi spiste frokost og Kenneth måtte præsentere hele gruppen for landsbyen (ikke et ord om captain cook), og så var vi rundt og se området og skolen og en tur op af floden.

Dagen efter sejlede vi igen mod Ambryn, denne gang med større held. Den 10. Fik vi arrangeret en tur op på vulkanen, og vi havde et rigtig fedt 4 timers hike op gennem regnskov og lavalandskab. Ah, det var så fedt at komme ud og gå, mine norske gener var helt i top☺ Vejret var lidt ustyrligt, og da vi skulle det sidste stykke op til vulkanen, skulle vi gå op af en smal bjergryg af løse lavasten, det var ret nervepirrende med de kraftige vindstød. Oppe på vulkantoppen var der skyer, så der var desværre ikke noget at se ned i vulkanen, og det var mega ærgerligt, men vi var så opløftede over turen i sig selv, at det var det hele værd uanset. Den 12. Sejlede vi fra Ambryn, og vi havde en rigtig ærgerlig sejlads. Lidt over halvejs ville vi tage storsejlet ned, fordi vi havde vinden ind plat læns(bagfra), og det stod og blafrede. Der var lidt problemer med at gå det til at komme rent ned, og lige pludselig lød der et ordentligt SLAM, og vi kunne se et løst agterstag falde i vandet bag os. Fuck! Sejlet måtte have gået imod staget, og vi var bange for både ødelagt stag og storsejl, som ville være noget rigtig rigtig lort for den videre tur. Vi fik tingene under kontrol og måtte vente til vi kom ind til land, før vi kunne danne os et overblik. Lidt efter forskrækkelsen havde lagt sig, begyndte dybdemåleren meget hurtigt at tælle ned af. De søkort vi sejler med er fra cook’s tid, så det er sjældent man kan stole helt på dem, så vi holdt vejret mens dybdemåleren flere gange hurtigt dykkede ned til omkring 3-4 m (vi stikker 2,8) og steg igen. Det var sandsynligvis strøm, der har forvirret den, men det var ret klamt at opleve. Vi tog et stopover ved Malua Bay, hvorefter vi sejlede her til Luganville. De andre er stået af, så vi nu vi kun Lasse, Paola og os to tilbage til resten af turen. Luganville har været base for de amerikanske styrker under 2. Verdenskrig, så nu vil vi ud og se, om vi ikke kan finde nogle seje vrag og rester at kigge på.
Håber alt er vel hjemme,
K&S

Efter afgangen fra resort øen Malolo Lailai tog vi til en anden resort ø der hed Beachcomber Island (alle øerne i dette område var resort øer, selv den mindste lille sandbanke med en palme på). Her skulle de unge mennesker hænge ud og forsyne sig med farverige drinks, så det tænkte vi at vi ville gøre en enkelt nat inden vi søgte mod fastlandet igen. Vi havde en spændende ankomst, hvor Sara stod i rebstigen og holdt udkig efter rev. Vi fik anvist en kæmpe stor metal bøje vi kunne fortøje os til. Lasse var ikke helt tilfreds med at vi skulle gnubbe os op ad sådan en bøje hele natten, men så længe vinden holdt var vi sikre. Så vi gik en tur rundt om øen (det tog 10 minutter), drak en frisk kokosnød og et par øl. Da vi kom ud til skibet for at gøre os klar til lidt flere drinks og øl lød der pludselig en relativt stort bang. Det var blevet vindstille og strømmen fik båden og bøjen til at gnubbe sig op ad hinanden. Vi tog bådshagen og skubbede til bøjen og gummibåden til at skubbe til båden, men lige lidt hjalp det – uanset hvad ville det blive nødvendigt med nattevagter til at skubbe bøjen væk. Så der sad vi så på skift med bådshagen i hånden og skubbede til en stor hvid metalbøje med en måge på, mens et band der spillede musik direkte fra afterski-stederne i Østrig fejrede ”Elizabeths 16 års fødselsdag” få hundrede meter væk. Herligt – men måske også godt nok at vi ikke kom ind til den fest.

Næste morgen kom vi relativt hurtigt ud af vagten og mod fastlandet hvor vi havde udset os en bugt der skulle være ganske pæn og tæt på Lautoka hvor vi skulle handle ind og checke ud før turen til Vanuatu. Bugten var rigtig fin og et par kilometer fra lå en lille havn hvor vi gik ind for at spise frokost. Turen foregik langs med Fiji’s eneste jernbane som fragtede sukkerrør til sukkerraffinaderiet i Lautoka. Selve toget var en fin lille gul maskine der var 50 år gammel, men den kunne køre med mange vogne. På vej hjem fra havnen kom toget i mod os og selvom de var på vej den anden vej fik vi et lift tilbage til bugten vi lå i. Det var en herlig tur som gav nogle gode billeder af Sara og jeg stående ude på næsen af toget, for der var ikke plads til os i styrehytten. Dem kan i nok se på galleriet en gang om en måned, hvis internettet ikke driller for meget.

Efter at have handlet ind og checket ud fra Lautoka overnattede vi i en anden lille bugt og så tog vi ellers hul på turen til Vanuatu på 535 sømil (gang det med 1,852 for at få kilometer). Det gik hovedsageligt for genuaen med vinden i ryggen og vi klarede ca. 6,5 til 7 knob. Det betød at turen tog 4 dage og 3 nætter og vi ankom fredag til Port Vila som er hovedstaden i Vanuatu. Her er ganske hyggeligt, men også lidt dyrt. Det er det fordi at her kommer kæmpe krydstogtskibe som på en eftermiddag tømmer byen for alt mad og souvenirs. Det gør at byen selvfølgelig mister en del af sin charme, og efter at vi i går tog en tur rundt om hovedøen (Efate) ved vi at her ikke er så meget at gå glip af. Til gengæld har vi fået bekræftet at lige så snart vi rundt den næste ø er situationen en helt anden. Al turisme er centreret omkring Port Vila og på de nordlige øer, som vi skal besøge efter planen, går folk stadig rundt med baskskørter og penisdækken. Det bliver absolut spændende at opleve!

Med hensyn til ”efter planen delen” har den jo hele tiden været tentativ, som den er når man er på en sejlbåd og er afhængig af vind og vejr og reservedele og alt muligt andet. Der er mange ting man ikke kan styre og en af dem er omstændigheder der hjemme. Desværre er Lasses (skippers) mor blevet syg i Danmark og vi har ændret planerne så vi kan ende et sted hvor han få skibet på land og det kan stå sikkert mens han er i Danmark og se til hende. Det betyder at vi nu skal ende i Brisbane i Australien omkring medio oktober. Derfor bliver vi i Vanuatu til omkring sidst i august og oplever alt hvad vi kan her. Derefter tager vi en kort periode i den sydlige del af Salomon Øerne hvorefter vi laver et langt stræk til Cairns i Autralien. Der står den på en måneds sejlads langs med Great Barrier Reef og den australske østkyst. Den ændring er Sara og jeg ganske tilfredse med, især den længere periode i Vanuatu og turen ned langs med Australien. Det har dog haft lidt konsekvenser for det andet par som skulle hjem fra Papua Ny Guinea, men de har fundet flybilletter fra Vanuatu og dermed sparet os for en tur til Papua, hvor vi alligevel ikke kunne nå at se noget før vi skulle væk fra cyklonbæltet. Men, tænker den opmærksomme, så kommer i da lidt tidligere hjem. Nej nej, bare rolig. Vi er nemlig brændt meget varme på New Zealand, så der prøver vi at komme ned. Enten bliver det med båd rundt om øerne ellers tager vi den med bus og tog og nyder det hele bare os to. Så alt i alt er vi rigtigt glade og tilfredse med hvordan det ser ud til at turens fremtidige forløb kommer til at være.

Håber alt står vel til i de små hjem i Danmark! Og måske kommer der en ny blog i morgen om dagligdagen om bord til de virkeligt læselystne.